Naturen som identitetsgiver og etisk forpligtelse

Som født i en middelstor bygd i Grønland i august 1942 og som én, der for alvor er blevet bevidst om sin personlige udvikling i begyndelsen af 1950’erne, har jeg i dag, august 2010, været gennem en mental og fysisk udvikling fra barn til voksen under mærkbare klimatiske og kulturelle forandringer.

Fra min opvågning har den grønlandske natur haft en grundlæggende betydning for mig med hensyn til socialisering, sundhed, uddannelse, livets opretholdelse og dets afslutning. I kraft af bygdelivets såvel sociale, kollektive, religiøse og kulturelle fællesskab fik jeg en opdragelse og åndelig vækkelse på basis af de betingelser, som naturen var fællesnævner for. Jeg var en del af en helhed, en del af et cirkulært liv i de fire årstider med hver sin karakter, fangstdyr og klimastruktur. Den cirkulære og statiske tilværelsesnorm og dens orale klasseficeringskoder var som regel på basis af den kirkelige eller lokaldemokratiske råds bestemmelser. Majoriteten i rådet var de ældre og de mest forstandige. De praktiserede også deres synlige og usynlige magt i hverdagen i henhold til den gældende samfundsorden og den kulturelle slægt- og venskabstradition på en respektfuld og værdig måde.

Denne gamle tradition var i vælten i mødet med det nordiske, kapitalistiske, lineære, stræbsomme og karakterorienterede dannelsesprogram og den indbyrdes konkurrence, hvor klimatiske og kulturelle forandringer og forskel jævnligt bragte mig i vanskeligheder i min grønlandske bygdedannelse, hvor en individualisering og dygtiggørelse baserede sig på den kollektive bevidsthed og dens konstitutionelle koncept. Fra at være noget i det statiske kollektiv med klart definerede endemål, blev jeg bragt i en lineær proces med en tillært moral om at blive til noget.

Min basale ”secure base”, hvor selvforståelsen var i tryghed, men som ikke var i en passiv tryghedsnarkomani, oplevede en usikkerhed og tvivl. Jeg kunne ikke længere følge

klimaets ”timetable”, som det moderne samfund annullerede for mig. Denne frustration skabte en barriere, som jeg måtte kæmpe mig ud af ved at søge tilbage til mine grønlandske rødder. Ved at anvende naturens kunstneriske værdier som iagttagelse, skønhed og selvransagelse i min begyndende erkendelseskamp gennem poesien ønskede jeg at vende tilbage til min oprindelse for derved at give udtryk for min rolle i forandringsstrategien og for at fordybe mig i den basale ”secure base”, jeg var udgået fra. Jeg gik i gang med at anvende betydningshelheder, som var knyttet til de uendelig store og de uendelige små i den grønlandske natur. Jeg afdækkede og fortolkede den statiske og forandrede naturs påvirkninger inden for den dualistiske livsholdning, hvor der var en naturlig forklaring mellem de positive og negative poler i livets opretholdelse.

Denne form for eftersøgning af en selverkendelse for at afdække min digteriske naturidentitet, som jeg fandt tilbage til, har været en kraft, som var med til at konsolidere mig med det liniære og ikke altid klimabevidste samfunds traditionsnedbrydning. Desuden måtte jeg ydmygt indordne mig under den nye kulturorden uden at gny og uden gustne overlæg. Med mine digte som skjold mod et eventuelt angreb mod min metode og stil, integrerede jeg mig scenevant gennem alle de skrupmoderne dannelsesmodeller, som var fremherskende i den nordiske og euroklassiske filosofi, etik, moral, social implementation og aktuelle kulturkonnotationer.

Fra det øjeblik jeg var bevidst om, at jeg var født i en bygd, som var underlagt de klimatiske forhold og forandringernes vold, blev mit dualistiske naturbegreb, hvor min verden bestod af modsatrettede principper, en anskuelse, som har præget mig i stort og småt frem til i dag. Jeg har ved at anvende naturidentiteten som et kunstnerisk formsprog forsøgt at indfange, indberette, iagttage såvel det statiske som det dynamiske i en forandring på en ekspressionistisk måde og ind i mellem på en analytisk måde, selv om eksistentialismen, som jeg er foret med også har lært mig, at følelserne ”bliver synlige” gennem beskrivelse af situationerne. Mit hang til det eksistentielle har givetvis gjort min digtning fremmedartet i andre sprogs kontekst, fordi oversættelser som regel får den fremmedsproglige korrekthed til at vakle, selv om jeg gør mig meget umage for at gengive stoffet med en ægte, sproglig ærlighed. Men dette er et dilemma, som de øvrige minoritetssprog i Norden er udsat for.

I et af mine debutdigte fra 1970 konkluderede jeg allerede, at ”digtning er en fortælling i kulde og storm og at den er en fangstrejse i vildt oprør”.

For at udtrykke og vise mod roede bygdefangerne i de store og interessante sagn og myter ud i stormen i deres kajakker for at hente deres kommende brude eller transportere deres fangst af store sæler. De blev mine idoler, som jeg kunne spejle mig i gennem poesiens vinger.

I digtsamlingen ”Balladen om identiteten” fra 1978 symboliserer mit fødested, min fødebygd Arsuk, hengivenhed. Den er min kunstneriske ”secure base” for min kærlighed, identitet, bevidsthed og barndommens verden. Ved foden af en høj, stejl og brat fjeldvæg, hvor toppen ikke er synlig, belærer mit lands natur mig, hvor små mine bekymringer er.

I digtsamlingen ”Melodiløse digte” fra 2006 brugte jeg endnu engang min bygdebaggrund for at stadfæste min naturidentitet ved at fastholde min metaforiske kulturarv, idet jeg skrev: ”Mit jegs digt/ er en proces/ som svarer til/ et arbejde med at rense et sælskind for spæk/ og lade det tørre smukt i stativet.//” I min foreløbig sidste digtsamling, den sjette i rækken, med titlen: ”Naturens akse”, som udkom i 2009, dokumenterer jeg i metaforen om et splintret søspejl, da en ørredyngel bryder vandspejlet, at der i en uorden godt kan komme orden i det personlige system igen: ”Da det splintret spejl/ igen bliver til/ genopstår/ de mange blomsterbilleder/ hvor de hvide toppe/ af kæruld spejler sig/ langt smukkere end søgræs.//” Oversat til alment dansk realiseredes min kulturelle, mentale og psykiske naturs forandring samt den sociale integration i den forskels- og konkurrencebærende Norden på en tilfredsstillende måde, selv om dens start havde været en lang jagt på et ståsted.

Hvilken betydning har denne form for påtrængende selvudlevering for mine nordiske relationer? Nok ikke ret meget. Dog er den et signal om, at man ikke behøver at miste fodfæste i en forandringskoncept på fremmedartede vilkår.

I disse voldsomme tider er der i Norden store udfordringer, som den forandrede natur påfører os.

Skal man herefter kæmpe for hovsaløsninger, når de nordiske og internationale klima- og finanskæder knækkes af naturens eller økonomiske princippers ubarmhjertige udladninger? Eller skal man prioritere langsigtede løsninger? Begge modeller er anvendelige efter min mening.

Til trods for de byrder, som naturens kræfter påfører den nordiske ”verdensorden”, kræves der stadig selvdisponering, selvdisciplinering og fornuftig planlægning; ikke for vindings skyld men for selverkendelsens skyld således, at en fælles strateginorm kan iværksætte en forvaltning af de givne ressourcer i alt, hvad der vedrører iværksættelse af de økonomiske konsekvensforanstaltninger. Jeg tror også på, at selverkendelse, det kontroversielle kode- og symbolsprog samt kulturelle attituder godt kan føre frem til en positiv indsigt om, at det kan lade sig gøre at komme frem til en vellykket migration fra en periferi i en udkant til en metropol i et hvilket som helst land i og uden for Norden uden sociale og psykiske skader, hvis fighterviljen er intakt.

Den etiske forpligtelse for os alle er at tage ansvar for forandringerne i naturens beskaffenhed og at bevare naturens levende ressourcer, så at de basale behov for os og klodens befolkninger kan blive opretholdt ud fra en fælles holdning. Man må også være ærlig og holde, hvad man lover.

Det kan ikke længere bortforklares, at isen smelter overalt i de nordiske lande og på kloden og at der kæmpes en kamp for at nedbringe drivhusgasser og forhindre oversvømmelse og hungersnød i tredje lande. Men er det nu for nordiske mennesker fortsat hensigtsmæssigt at leve med, at vi og den øvrige verden fortsætter med at ødelægge de levende ressourcer og reserverne i naturen så meget, at vi som digtere, forfattere og i det hele taget som kunstnere skal være lakajer for et nordisk klimakriseberedskab?

Jeg er som digter og forfatter altid betænkelig og jeg har undladt at gå på kompromis med en organiseret struktur, fordi det vil være urimeligt at konvertere en kunstnerisk frihed til en enecelle, hvorfra der kløves ord til nationalt skabte ”brandings”. På den anden side vil det dog, generelt sagt, også være usselt og diskutabelt, hvis vi som et skrivende folk

ignorerer klimaforandringens konsekvenser, når vi i inspirationens navn og ud fra sensuelt receptive føleord blander os i samfundsudviklingen.

Dog er det tilladt at have holdninger

Det er dog klart for enhver, at det er tilladt at have essayistiske holdninger, da vi alle er lige for loven og er sat til at leve på denne jord med lige rettigheder. Alligevel er det som om, at der er ved at ske ændringer i lige for lige - traditionen. Det er som om, at ulighed er ved at blive en ny nordisk tradition, fordi det at gøre en forskel er blevet til et positivt parameter. Fra at være noget og fra at blive til noget, skal vi til at gøre en forskel. Sprogligt set har vi accepteret forskellighed som en positiv, berigende, livsbekræftende og samlende faktor. Forskelsbehandling vil blive en saga blot.

Sidste år var jeg i Tanzania og var i forberedelsesfasen en smule ubevidst skeptisk over at skulle møde og underlægge mig en sort myndighed. Denne følelse antog jeg for at være en påduttet og sekundær følelse.

Så snart jeg havde mødt de sorte afrikanere forsvandt min ubevidste skepsis som dug for solen og kærligheden mellem dem og mig blev værdifuld.

Vores blod har samme røde farve. Vi er mennesker. Men vore klimatiske, økonomiske og værdimæssige forskelle er både synlige og usynlige.

I begyndelsen af dette år blev jeg så farfar til en prægtig og pragtfuld dreng fra Etiopien og dette adopterede barn vil, ”så længe jeg lever og så længe mit hjerte slår”, indprente mig, at jeg har en etisk forpligtelse over for ham. Men skal Hannibal som fremtidens nordiske menneske afkodes hans oprindelse eller ej, når hans følelser for sit lands natur og samfund vågner op i hans bevidsthed? Hans forældres forudsætninger for at opdrage ham til verdensborger vil være på basis af tre identiteter: grønlandsk, dansk og etiopisk. Derfor bliver det spændende at følge Vores Hannibal til dørs. For at prikke skånsomt til hans kommende nordiske bevidsthed har jeg foræret ham et tøjdyr i form af en isbjørn, som trues af klimaforandringen.

Jeg afslutter mit indlæg med at læse et digt op, hvor jeg er låner af Tjodhildes øjne. Tjodhilde er Erik den Rødes islandske kone. Jeg lader hendes øjne beskrive hendes naturidentitet på stedet, hvor grønlænderne - kalaallit og nordboerne har lært hinanden at kende siden året 985:

Kristian Olsen aaju