Om forfatteren og kunstneren aaju

aaju og jeg mødtes første gang i 1994.

På dette tidspunkt var der en levende og kreativ kunstnersammenslutning i Nuuk, som hed Simerneq. Sammenslutningen var stiftet i 1979 af undertegnede og to andre ”deltidskunstnere”, og vi var i 1994 ti medlemmer. Vi holdt hvert forår en velbesøgt forårsudstilling af vore frembringelser.

aaju var efter mange år i Danmark vendt hjem til Grønland som lærer på Den Gymnasiale Uddannelse i Nuuk, og han henvendte sig til Simerneq med ønske om at blive medlem.
I sammenslutningen havde vi den kutyme, at ville nogen være medlem, skulle de først deltage som gæsteudstiller ved en forårsudstilling. Vi ville gerne se, om vedkommende kunne ”gå i spænd” med os gamle medlemmer, før vi lukkede ham/hende ind i varmen. Således fik aaju tilknytning til Simerneq – i første omgang som gæsteudstiller.
Han havde på det tidspunkt haft adskillige udstillinger af sine billeder i Danmark.
 
Nu er kunstnere – også ”deltidskunstnere” – jo ofte nervøse og nærtagende mennesker, som kan have svært ved at samarbejde i et større forum. Således også i Simerneq.
På dette tidspunkt var gymnasiksalen i Ukaliusaqskolen det eneste lokale i Nuuk, som var stort nok til at rumme vores forårsudstilling, hvilket betød, at vi kun kunne udstille en weekend, og at vi først kunne starte ophæng og arrangering af vore værker efter skoletid fredag.
Altså havde vi kort tid til at fordele væg- og bordplads imellem os, således at enhver fik bedst råderum til billeder, skulpturer, smykker etc. etc
Kort tid er næsten synonymt med nervøsitet og deraf følgende korte lunter.
Således også her, men aaju og jeg havde fra starten mærket, at vi arbejdede godt sammen og stort set havde de samme ideer om, hvordan alt kunne arrangeres på smukkeste vis, så hvert enkelt billede og genstand kom til sin ret.
Så vi bad kort og godt alle de andre om at gå hjem og slappe af, så skulle vi nok klare arbejdet.
 
Og gud ske tak og lov for det!
For den aften fandt vi ud af, at vi ikke bare arbejdede godt sammen, men at vi også havde virkelig meget at snakke sammen om.
Mens vi hængte billeder op til langt ud på natten – omhyggeligt sørgende for, at enten overkant eller underkant på billederne flugtede med hinanden, og at farver, som matchede hinanden, mødtes i bedst mulig harmoni, fik vi – som man lidt fjollet kaldet det – ordnet verdenssituationen.

Et stort og varmt venskab opstod.
Og det blev ikke dårligere af, at aaju og min husbond Steen også var på bølgelængde, straks de mødte hinanden.

På dette tidspunkt – netop i 1994 – havde jeg startet Forlaget Atuagkat.
aaju havde været forfatter gennem adskillige år, og det var indlysende, at vi måtte ”lave bøger” sammen.
Første udgivelse var digtsamlingen ”Sarfap Ikerinnaani * Midtstrøms”, som udkom i 1995, - med udgivelsesdag ved åbningen af Simerneqs forårsudstilling, hvor vi sammen læste et udvalg af digtene op – aaju på grønlandsk; jeg på dansk.
Digtene vakte stor begejstring, og i årene efter udgav Forlaget Atuagkat 14 titler skrevet af aaju: digte, noveller og romaner.
aaju malede med sine digte de smukkeste billeder af den grønlandske natur, som stod hans hjerte inderligt nær allerede fra den tidligste barndom i Arsuk, og som han gennem sine digte vendte tilbage til igen og igen.
I virkeligheden var aajus billeder og hans digte skabt over den samme skabelon: farvemættede skildringer af mennesker og af steder, som han har elsket.

Sidste udgivelse blev digtsamlingen ”Uanga * Jeg”, som aaju desværre ikke nåede at se som færdig bog – den udkom ganske kort efter aajus alt for tidlige død. Vi havde netop lagt allersidste hånd på værket og sendt manuskriptet til trykning en uge før aaju døde.
Og det var synd, at aaju ikke nåede at få bogen i hånden, idet den var en slags afrunding af hans forfattervirke. Den allerførste bog, som aaju udgav i 1978 hed ”Kinaassutsip taallai * Balladen om identiteten”, og ”Uanga * Jeg” – udgivet i 2015 - har som undertitel ”Kinaassutsip taallai II * Balladen om identiteten II”. Dens digte kredser om de samme problemstillinger som i den første bog, dog nu set gennem et langt livs anderledes tonede briller.

Gennem disse tyve års intense samarbejde blev det venskab og den sympati, som opstod straks vi mødte hinanden, stærkere og stærkere. Vi havde mange samtaler – og diskussioner – undervejs: - vi var ikke altid fra starten helt enige om en bogs layout (indholdet blandede jeg mig sjældent i, for det var så gennemtænkt og gennemarbejdet, når aaju afleverede det til mig, at mit arbejde i dén anledning kun drejede sig om korrekturlæsning) – men vi nåede altid frem til et resultat, som tog hensyn til både teksten og til aajus fine illustrationer.

Undervejs nåede vi vidt omkring. Vi drøftede litteratur, kunst, filosofi, madlavning – ja hvad som helst, som aajus tekster inspirerede til. Og det var jo netop dét, aajus tekster gjorde: de inspirerede – de fungerede som igangsættere af tankevirksomhed i større og større spiraler – lidt a la den gamle metafor om den lille sten, som man kaster i vandet.
 
aaju var min bedste ven – og jeg savner ham stadig hver eneste dag.

Inger Hauge
Mesinge, Danmark, september 2017