Accept

Jeg havde dejligt besøg af Ilanguak her i marts. Han gav mig aajus UANGA JEG – en bog som jeg selvfølgelig for længe siden burde have haft – og samtidig bad han mig skrive lidt om mit kendskab til aaju, som var min nabo i Aasiaat i omkring 1975. Jeg ville selvfølgelig straks kikke i digtene, da Ilanguak var gået, og følte mig så pludselig med det samme utrolig tæt på aaju på grund af et ord, der sprang mig i øjnene på den første side, hvor bogen ligesom selv lukkede sig op. Det var ordet accept i digtet JEG på side 17.

Årene omkring 1975 var brydningsår for aaju. Han var lærer ved Gammeqarfik, hvor jeg også arbejdede, og så var han altså min nabo, som jeg kom til at lære bedre og bedre at kende. Dels fordi vore børn på omkring 7-8 år blev uadskillelige legekammerater, men også fordi jeg på en eller anden måde kom til at tale om digte med aaju. Jeg mener at kunne huske, at det hele startede med en samtale omkring et digt af Halfdan Rasmussen, og senere blev det så til mange spændende diskussioner om digte og kunst i al almindelighed. aaju stod nemlig dengang tydeligt på kanten til at ville holde op med at være lærer og i stedet for hellige sig kunsten. Han havde ikke tid til alle de elever. ’Jeg er kunstner’, gentog han ofte for ligesom at overbevise sig selv om det.

Han havde allerede da skrevet en del, blandt andet forskellige grønlandske digte. Han var på den tid dog stadig ikke sikker på, at det danske sprog, som han også gerne ville digte på, var godt nok, og der kom jeg så ind. Han begyndte at vise mig de danske oversættelser af sine grønlandske digte. Hver morgen – eller mange morgener – fandt jeg et nyt digt i mit dueslag på skolen, og så kommenterede jeg det. Vores venskab blev efterhånden så stærkt, at jeg kunne tillade mig at kommentere både grammatikken og indholdet i hans skriverier. Jeg selv fandt hans frie form så interessant, at den også smittede af på mig, og jeg begyndte at forsøge mig med smådigte. Og en skønne morgen fandt jeg såmænd i dueslaget et par af mine ringe forsøg illustrerede af hans kunstnerhånd. Hvor var det en spændende tid!

Så flyttede vi begge fra Aasiaat, men vores venskab fortsatte. I Danmark, hvor vi ofte mødtes, og senere hvor jeg var flyttet til Færøerne, modtog jeg stadig breve fra ham med digte ’til godkendelse’. Brevvekslingen blev selvfølgelig mindre med tiden, for nu havde han fundet sit ståsted, havde sluppet lærergerningens tøjler og var blevet anerkendt kunstner. Sidst jeg så ham var til min 70 års dag, hvor han holdt tale og på aaju’sk vis forvirrede festdeltagerne med at starte på grønlandsk, hvilket han også gjorde, da han blev bedt om at holde en forelæsning om grønlandsk sprog for den skandinaviske sektor på universitetet i London i firserne.

Men tilbage til ordet accept. Det var synet af det, der førte mig tilbage til fortiden. aaju og jeg havde nemlig engang et mindre skænderi med Grønlandsposten over ordet. Han havde skrevet en artikel, hvori han havde skrevet akcept, og sådan ville han gerne havde det skulle stå. Ordet så pænere ud på den måde! Men om de ville give sig på redaktionen! Nej, ordet havde ikke noget med skønhed at gøre.

På side 17 i UANGA JEG kan jeg se, at aaju også selv efter mange år kapitulerede!


Kirsten Gade (dengang Ramlyng)
Roskilde, Danmark, marts 2019