Lyset blandt os

Det sker både om foråret fra maj/juni måned og efter sommerferien fra slutningen af august ind til det bliver for koldt at sidde og tegne.

NÅR DET SKER, er det måske, fordi disen er blevet varmet op af den usynlige sols kraft. Den vigtigste faktor er da solens kraft. Når den skinner, opstår der en uimodståelig trang til at vandre hurtigst muligt op til stedet, hvorfra udsigten ud over øerne er formidabel. Begrebet smukt som sådan kan nok ikke bruges i denne sammenhæng. Dérfra er der mere end smukt, fordi du bliver en del af stedets ånd, som modtager solens livgivende kraft.

NÅR DET SKER, rummer begivenheden ubemalede lærreder, som kommer til at vente endnu længere på mig end de har gjort før. I det øjeblik det sker, er det svært at vælge lærrederne frem for det indre råb om at komme derop og kikke ud til øerne. Også papirdyngerne, der råber højere end lærrederne bliver ikke hørt. De får end ikke et hævet blik. Der er ellers mange dårlige samvittigheder, selv om man ikke siger sådan på dansk, der længe har simret hos dem. Jeg har på fornemmelsen, at bunkerne vil forstå mig, når jeg i tankerne trøster dem med, at de altid har inspireret mig. For hvis jeg tager imod deres invitation først, så vil det måske blive overskyet vejr, inden jeg når derop.
I en sådan situation tænker jeg altid på det praktiske menneske, jeg har kendt i over tredive år og som har tjek på det hele, også den personlige oprydning og private hygiejne.
Det må i grunden være dejligt at have det sådan. Jeg har vist aldrig lært at være praktisk betonet undtagen, når det er tvingende nødvendigt.

NÅR DET SKER, gælder det om at pakke sin rygsæk med tegnegrej og skrivesæt. En kunstnerrygsæk. Den indeholder alskens unødvendig skrammel set med praktikerens øjne. Lige fra korkpropper som er gode til at fade oliekridtfarver med til en kniv, der er anvendelig til mange kneb. Den har jeg fået af Per Berthelsen engang. Han er medlem af musikgruppen SUME. Og jeg er familie med ham gennem grønlands nationalhymnedigter, Rasmus Berthelsen, Kikkik. Da han gav mig kniven, sagde han, at den er vældig god til at spise mattak med. Det har jeg dog til gode endnu.
Ind til nu har jeg ikke brugt teskeen til noget. Jeg har også gamle papirrester, regninger som huskesedler. Skrevet ved specielle lejligheder. Så er det med at komme ud af døren og glemme alt om aftaler og andre vigtigere ting, der skal gøres først.
Mennesket er heldigvis udstyret med forsvarsmekanismer, - tænker jeg, undervejs mod den første fjeldslugt, der skal forceres.
Normalt er jeg en langmodig vandrer, men NÅR DET SKER, går jeg rask til og sveder alle kroppens steder ved første nedgangssted. Selvfølgelig har jeg i skyndingen taget for meget tøj på. Vejret kan jo blive forandret. Det ved vi. Sanseløst har jeg hastet videre “derudaf”, som de siger på dansk. Tøjet er der bare for at blive taget på. Du kan altid tage noget af det af ind til køligheden er blevet tilpas.
Undervejr med mig selv håber jeg, at der ikke kommer skyer på den blå himmel eller at havgusen langt uden for øerne kommer ind i utide. Måske derfor anstrenger jeg mig for at komme derop så hurtigt som overhovedet muligt.
Når jeg er kommet halvdelen af vejen op ad den kære fjeldside fyldt med små og store stenskulpturer, som velsagtens is og sne har iscenesat fra urtiden, stander jeg først og kikker bagud.
At ånde luften i fulde drag sammen med naturens egne og ubearbejdede former og skygger er som at lukke øjnene op på vid gab. Her er de, der lever af solens orakel på deres overflade.
De sveder ikke. Min sved får dog mine øjne til at løbe i vand. To eller tre gange tørrer jeg sveden af øjnene.
Lysets mangfoldighed på stenskulpturerne er livgivende for livet. Det er en vidunderlig oplevelse hver gang.
Tænk Jer, at disse unavngivne skulpturer altid har stået der. Deres klimatiske tålmodighed er en stor glæde. Denne form for tålmodighed bør menneskeheden lære at leve. Det er sådan en vidunderlig glæde, at stenene ikke står i en velordnet formation. Hvis de havde været det, havde livet været uudholdeligt.
Halvvejs oppe finder jeg ikke roen efter uroen.
Jeg spejder efter vejen, som jeg ikke kan se, når jeg forlader stenskulpturerne, fordi fjeldet har en irriterende fremspring. Viljen ser Vorherre på, - heldigvis.

Det sidste stykke bliver overstået i et udefinerbart løbetempo. Dog hører der et uskrevent ritual til stedets ånd.
Inden jeg indtræder, standser jeg ved en slags forgård og puster ud. Jeg sætter mig på en sten og kikker ud mod den nordlige del af øerne og en del af den by, jeg forlader et øjeblik efter. I byen befinder dem, som jeg vendte ryggen til. Det er som om jeg på dette sted forbereder mig til at betræde fjeldets kraftfelt, der har en uforklarlig hemmelighed som kun kan acceptere, at et møde kan finde sted efter en renselse.
Efter en kort periode føler jeg mig renset for industrialismens fatamorgana og er klar til at gå om pynten til stedet, hvor udsigten mod øerne er uimodståelig.

Om foråret er ventetiden i forgården en forberedelse til vinterens afslutning. Efter grænseoverskridelsen gemmer solen sig bag de tynde skyer. Nordenvindens kølige sus bliver påtrængende. Her er jeg, siger den. Du kan ikke undvære mig på denne årstid, hvisler den. Når “kunstneratelieret” i naturen er etableret, vender jeg blikket mod øerne.
Der er et fint lys over dem. Solstrålerne skinner på dem med manér, hvis man altså kan tillade sig at bruge den glose om dem. Hvilket udtryk i øvrigt er bedre end den lige nu og her?
Under den stille og sagte naturindhyldelse dukker der en tynd stråle ud af solen og lander på stedet, hvor jeg misser med øjnene og lytter til polarpilegrenenes spage stemmer. Deres bladspidser springer ud. Det føles som om en skov af dem vil dække stedet i sommerens løb.
Så bliver skylaget umærkeligt tyndere end før og det hvide papir får aftegnet skyggerne fra bladenes modlys. - Og solen bryder frem.

I august føler jeg, at stedet er en del af min puls. Hvidt hav, fordi solens auguststråler dækker havoverfladen til med sine oplivende stråler med blinkende blitz i strålebundtet. Det er forkert at sige, at havet er stjernebestøvet. Men det gør jeg nu alligevel.
Den blå flue, der glinser af sølv, byder mig velkommen med sin moltonede sang. Sortebærrene venter på at blive plukket sammen med blåbærrene. Stedets afblomstrede grønlandske duftranke grønlandsurter smælder i mine næsebor. Den blidkolde vindrest smyger sig om mine skuldre. Den store sten, der har form som et liggende mandehoved med en kæmpestor næse bliver til et mumievæsen, der skærmer for den lave vegetation.
Dette sted gør noget ved mig. Jeg er dér kun, når DET SKER. - - -
Hvor mærkeligt det end lyder, er det som om, at jeg hér tømmer hjernen for alle planlagte gøremål og lader den op med stedets ånd, stedets tid og stedets utallige billeder, som mine øjne eller hænder ikke kan gengive. - Kun tilnærmelsesvis.

   dét er LYSET BLANDT OS

   det har varme farver
   det har kolde farver
   de er tunge og lette
   sådan er lyset blandt os
   i årets ring