Grønland mod forandring?

Når situationen omkring selvstyre i Grønland skal aktualiseres i nordisk regi, er det til enhver tid nødvendigt først at tage højde for en historisk dimension, der betyder, at Grønlands geografiske placering på verdenskortet og kontakt med omverdenen i Norden først og fremmest er kulturelt betinget, selv om de sekundære betingelser langt ud i fremtiden såsom oliefund og mineralske fund tilkendegiver mulighed for selvforvaltning.

Den nyhistoriske dimension er, at Grønland som et land for inuit klart har interesser mod Alaska og Canada, hvor inuitsamfundet inden for ICC udvikler fælles kulturelle, sproglige og identitetsskabende tiltag, hvor den minoritetsmæssige fællesforståelse styrkes og bringes frem til verdenssamfundet via Forenede Nationer såvel inden for menneskerettigherne og de etniske spørgsmål, der trænger sig på. Denne dimension har bragt Grønland i fokus og aktualiseret de fortidige og koloniale tendenser, som nok har hvilet på andre præmisser end mange andre kolonilande, hvis ensidige udnyttelsesattituder og slavelignende behandling af den oprindelige befolkning ser grelle ud med nutidens øjne. Denne vestvendte nyhistoriske dimension udvikles i nytiden som ringe i vandet, fordi den gamle og østvendte historiske dimension til den etablerede Norden historisk set har udviklet sig siden nordboernes tid, hvor færingerne og islændingene også har været involveret. Grønland og Færøerne som lande i et rigsfællesskab og Island som et selvstændigt land.

Den politiske udvikling, der for alvor gjorde Grønland bevidst kom med udbygningen af infrastrukturen fra dansk side efter 1953, hvor Grønland blev en del af det danske rige. Den praktiske udvikling, som blev sat i gang med at bygge landet op, blev ganske vist iværksat på basis af moderlandets arbejdskraft, men ikke desto mindre ændredes i samme periode Grønland fra at være et fangersamfund til at være et fiskerisamfund uden at de folkevalgte beslutningstagere helt havde hånd i hanke med den teknologiske hastighed. De følte ikke på kroppen, at de har deltaget aktivt i den centralistiske og moderlandsdominerede minisamfund i arktis, hvor befolkningen med andre øjne i virkeligheden sagtens kan blive overflyttet og integreret  i hovedlandet. Det skete dog ikke, selv om uddannelsesstrategien blev formuleret i daniseringens navn, hvor højere uddannelse er at forlade Grønland med dansk som andet sprog, som faktisk tenderede modersmålet og som et troværdigt redskab som indgang til uddannelsesmæssig internationalisering. Planen lykkedes til fulde. Denne uddannelsesplan har naturligvis ændret sig under Hjemmestyret, hvor der blev oprettet højere uddannelsessteder hjemme. Det er en stor bedrift på begge sider af Atlanten.

Selv om daniseringen på alle områder med et rimeligt respekt for det oprindelige sprog og kultur var et gode, var der alligevel forskelle mellem udsendt arbejdskraft og lokalbefolkningen, der ikke kunne komme på højde med danskerne på grund af et fødestedskriterium, der i en historisk sammenhæng var en bremse for en positiv selvbevidsthed. Fødestedskriteriet, som blev ophævet af grønlandske politikere, bandt grønlændere til hjemstedet og hæmmede selvrealisationsfasen. Historisk set rummede ordningen en forskelsbehandling i mange henseender, selv om det naturligvis er forståeligt, at den danske arbejdskraft i Grønland mistede moderlandets materielle og immaterielle fasciliteter. I mange henseender har det famøse kriterium været med til at bane vejen for en åbning af forandringspolitiske tiltag blandt de unge, veludannede og selvbevidste grupper af grønlændere i Danmark, der kom hjem og begyndte at konfrontere de politiske vinde i moderlandet Danmark om relevante forandringer på egne anliggender med grønlændere som beslutningstagere og politisk aktive og ansvarshavende. Den påtvungne infrastruktur skulle administreres hjemmefra og ikke fra København eller det danske folketing. Der må være en dialog og forståelse for et selvbærende styre i Grønland, så at grønlændere ikke bare vasker deres hænder og sender den negative side af udviklingen videre som sorteper til Danmark. Desforuden er det utopisk, at Grønland administreres efter samme principper som i Sønderho eller for den sags skyld Roskilde.

Fremtrædende politikere i landsrådet blev hørt i det danske folketing, der nedsatte en kommission, hvis betænkning førte til Hjemmestyrets vedtagelse og indførelse i 1979, for 27 år siden. Det må siges at have gået godt. Grønlands politiske klima blev på få år til et partipolitisk klima, der i dag har haft mod til at nedsætte en selvstyrekommission omkring årsskiftet 1999-2000. Den har ind til nu overvejet uendelig store og afgørende indenrigske spørgsmål, hvor den generelle selvudvikling naturligvis skal vejes i forhold til meget tunge strategispørgsmål i verdens største ø med en mioritetsbefolkning i forhold til moderlandet, øvrige Norden og det såkaldte internationale samfund. Hvordan denne udvikling mod en selvstændighed vil forløbe, kan der kun gisnes. Dog kan det blive ganske spændende at følge Grønlands fremtidige tilhørsforhold til Danmark, øvrige Norden og det internationale samfund, når Grønlands geografiske, strategiske, handelsmæssige, erhversmæssige og kulturpolitiske stillingtagen til fremtiden skal vurderes til inuitsamfundet på den ene side og Norden og det internationale samfund til den anden side.

Ser vi på den nordiske model ud fra de folkerige medlemslande (majoritetsnorden) og små, associerede, tyndt befolkede andenrangsmedlemmer (minoritetsnorden), der på intet tidspunkt kan prioriteres ud fra majoritetsnordiske og politiske magtstrategier, er minoritetsnordens kulturelle og sproglige indflydelse så ringe, at den ikke på sigt kan komme på højde med de fire hovedsprog i Norden: norsk, svensk, finsk og dansk. Hvis ikke majoritetsnorden tager udviklingen i Vestnorden alvorligt, udbygger eller udvikler seriøst og troværdigt, vil Norden frem til 2025 stadig være et forum for majoritetsnorden, der i ly af den europæiske model prøver at rationalisere den tunge skude. I det fremtidige verdensbillede, hvor verden populært sagt bliver mindre og mindre, vil Vestnordens betydning inden for økonomi, kultur og erhverv blive selektiv med mindre majoritetsnorden erkender minoritetsnordens eksistensberettigelse på minoriteternes vilkår frem for kulturpolitisk ligestilling i alle bestående genrer. Eksempelvis står det grønlandske, færøske, samiske og andre små dialektsamfund i den store Norden uhyggelig svagt i Nordisk Råds litteraturpriskonkurrence. Grønlands nominerede siden 1991, det vil sige i 15 år, har ikke kunnet komme op på podiet, fordi voteringsprincippernes reelle værdigrundlag er majoritetsnordens ypperste litterater, hvis nationale  gejst næppe udgår fra den grønlandske selvforståelse eller på forhånd devaluerede værker på grund af oversættelse. Også selv om Grønlands forfatterforening er repræsenteret i bestyrelsen. Vores livsform, som naturligvis tenderer den vesteuropæiske i vore dage, hvad angår den tekniske og økonomiske materialisme, og vores udtryksform, der har andre velfærdsnormer at kæmpe med er i principiel forstand stadig så forskellige fra det vesteuropæiske og majoritetsnorden, at der på lang sigt bør overvejes en Vestnordisk forum uden straks at forkaste ideen og henlægge den som dødfødt.

En helt anden sag og måske en meget farligere tendens i Norden er den administrativt innovative og målstyrede nystruktur af nyNorden som helhed på meget stramme økonomiske vilkår. Forandringsmodellen, hvor direktørerne rundt omkring med skarpe og selvselektive albuer kan luge i de økonomiske bede, vil uden tvivl stresse og slå minoritetsnordens nære relationer og substrukturer ihjel. Når økonomistyringens fokus bliver en kynisk overlevelsesstrategi også på den følelsesmæssige side af udviklingen, vil ethvert menneskeligt og internordisk initiativrig formidling gennem små venskabsforeninger og andre lignende arrangementer blive ignoreret til trods for, at de kommunikerer det nordiske budskab langt ud over majoritetsnordens grænser.

Når der i almindelighed fokuseres på et lands arbejde frem til selvstændighed og dets ønske om selvstyre inden for indenrigs- og udenrigsanliggender, er det det generelle spørgsmål i den globale verden, om et land har råd til at forvalte sine økonomiske anliggender uden hjælp udefra. Det er Grønland naturligvis også udsat for.

Kan Grønland opnå selvstændighed ved at give afkald på bloktilskuddet fra moderlandet? Hvor kan Grønland finde 3 milliarder kroner for at opretholde samme høje levestandard som hidtil? Vil Grønland løsrive sig fra rigsfællesskabet og blive en nation, der vil udvikle sig til en bananrepublik med en logrende hale over for globaliseringens stormagter, hvis der eksempelvis viser sig at være givtige oliefelter, mineraludvindinger og andre varige livsvigtige ressourcer i undergrunden, der bliver lettere tilgængelige på grund af den smeltende iskappe i det åbne ozonhul?

Alle spørgsmålene er politiske og vil først kunne besvares, når der er skabt et grundlag for nogle af dem, når Selvstyrekommissionen har aflagt sin betænkning omkring selvbestemmelse, ressourcer, økonomi, de menneskelige ressourcer, udenrigs- og sikkerhedspolitik, indre styrelse, sprog og kultur. Det er et stort og ansvarsfuldt, men også et følelsesmæssigt træfpunkt, der er undervejs, hvor en blandingsbefolkning skal tage et afgørende valg i computeralderen, der går på tværs af alle vedtagne, nationaliserende principper ud over grønlandskheden, som er identitens pejlemærke.

Der er utallige koloniale, post-koloniale, menneskelige og varme bånd mellem Grønland og hele Norden. Der er familiebånd, som indgår i globaliseringens skelsættende forandringsproces, som også er nærhedsbevidste omkring viden og magt. Selvstændighedsprocessen kræver med andre ord også en dyb erkendelse af de reelle menneskelige og kulturelle vilkår i takt med realiseringen af de prioriterede økonomiske modeller, der undertiden godt kan indeholde holdningen om, at det utaknemmelige Grønland bare sejle i sin egen sø, når det så gerne vil løsrive sig fra moderlandets tryghed. Landet har jo da i over 250 år været en udgiftpost for Danmark, der sagtens kan få bloktilskuddet anvendt til andre presserende formål i sit nordiske og internationale engagementer. Det forlyder også meget post-kolonialt, at såfremt der bliver et olieeventyr i Grønland, vil indtægterne blive indregnet i bloktilskuddet. Noget for noget, før der overhovedet er kommet en dråbe sort guld op fra havets dyb og den grønlandske undergrund. En så bombastisk reaktion vil næppe gavne den politiske fortrolighed.

Den grønlandske selvstændighedsmodel er på ingen måde på kollisionskurs med Danmark og den øvrige Norden. Der er røster fremme om, at Grønland ønsker et fuldgyldigt medlemskab af Norden, selv om man i den fremtidige forandringsmodel skal være opmærksom på inuitmodellen mod vest, der på mange forhold godt kan blive en positiv kulturfaktor. Derfor er det fortsat vigtigt, at majoritetsnorden i Norden stadig er parat til at tage minoritetsnordiske lande særdeles alvorligt fremover, selv om organisationens styrke godt kan gå hen og blive svækket af den centraleuropæiske models økonomiske fremfærd.