Et eller andet sted synger frossen sne

Som barn af naturen har jeg frem til i dag et uforglemmeligt minde, der dukker op hvert år ved vintertide, når sne og kulde sammen får frossen sne til at skabe lyde, når man går på sneen. Ordbogen kalder fænomenet for ”knirkende sne” og en variant er ”klingende frost”. Jeg har oplevet fænomenet hvert år i mine leveår, men oplevelsen har ikke været lige så voldsomt, som da jeg var barn, fordi den naturskabte knirken, som dengang dannedes mellem mig og sneen, ikke længere var så unikt som dengang. Dengang omgav den store og farlige natur os i min fødeby Arsuk i den sydlige del af Grønland, hvor der var høje fjelde bag os. Så var der havet, så langt øjnene rakte. Senere i livet fandt jeg også ud af, at der fandtes mange andre uvæsentlige fænomener, der kom til at betyde noget for mig i en verden, hvor livet var enkelt, uforstyrret og tilsyneladende ligetil. Dog har lyden af frossen sne fulgt mig i min tilværelse og specielt, da jeg 17 år gammel blev bevidst om, at jeg vist nok var i besiddelse af evner, hvorigennem jeg lagde mærke til ting i dagligdagen, som andre ikke hæftede sig ved som noget særligt.

I mit barndomshjem var der meget musik. Vores far var musikalsk. Han spillede lystige viser på harmonika, og han spillede salmer og mærkelige kompositioner på orgel, der klingede med toner, som var mig fremmed. Det var præludier og postludier af europæiske kirkemusikkomponister, han øvede sig på som kirkeorganist og overkateket. Det var klassisk musik for orgel, som han havde lært på Seminariet i Godthåb (Nuuk i vore dage). Disse musikstykker kom til at betyde meget for mig. Jeg fandt også ud af, at jeg havde gehør, som jeg stadig har i behold i dag, og som havde været en stor hjælp for mig, da jeg begyndte at skrive ubehjælpsomme vers, hvor rim og rytme skulle passe som fod i hose. I mit barndomshjem var det naturligt at udtrykke sig kunstnerisk. Og jeg fik også at vide, at vore forfædre var forfattere, billedkunstnere og meget alsidige. Men i min barndom og ungdom i 1940'erne, 50'erne og 60'erne gjorde man ikke stor ståhej ud af disse egenskaber. De var noget, som man bare har. De var en del af livet.
I mit barndomshjem var der bøger. Man skulle behandle bøger ordentligt og respektere dem. Jeg fik lov til at bladre i mærkelige, tykke som tynde bøger, hvor de uforståelige og meget imponerende illustrationer gav mig forestillinger om, at der fandtes en verden uden for mig selv, der rummede begivenheder, som jeg ikke var herre over. De satte alligevel min fantasi i gang, og jeg drømte ofte væk fra min dagligdag. De fjerne riger fik jeg lyst til at opdage og lære dem at kende En af de største riger i min barndom og ungdom var Danmark, som styrede Grønland før- og efter anden verdenskrig. Vi skulle lære at skrive og tale dansk, og vi skulle til Danmark for at få en uddannelse.

Overgangen fra en realeksamen i Godthåb (Nuuk) til en studentereksamen i 1964 var en stor byrde for mig at løfte, fordi, som min engelsklærer sagde dengang, at det at være grønlænder ikke gav mig ret til at blive behandlet anderledes end andre alumner på den strenge kostskole på Sorø Akademi. Jeg tog den beske og ignorerende bemærkning til mig med nøjsomhed i første omgang, men med årene blev den til en positiv drivkraft.
Selv om jeg er grønlænder, er jeg et menneske som alle andre mennesker, bare med den forskel, at min arv, mit miljø, min tankegang og det land, som jeg kommer fra, er anderledes end alle andre steder i verden. Det har været en meget beroligende erkendelse i alle fremtidige situationer.

På mine cykelture i skovene omkring Akademiet og omkring søen skrev jeg prosadigte efter danske forbilleder og fik kanaliseret min lidenhed, ensomhed og længsel efter mit land. En del af disse digte blev udgivet på grønlandsk i en banebrydende antologi med digte på grønlandsk ”Puilassoq pikialârtoq” (sprudlende kilde). Ældre versemagere og ”moderne” knækprosamagere blev præsenteret sammen. Mine digte fra Sorøtiden var inspireret af symbolisme og eksistentialisme, hvilke ismer var aktuelle på daværende tidspunkt. Nu kunne jeg kalde mig en digter.

Opmuntret af debuten i 60'erne begyndte jeg for alvor at skrive digte. Mange af dem endte i skrivebordsskuffen. Først i slutningen af halvfjerdserne følte jeg en trang til at udgive min første grønlandsk/dansk digtsamling med egne illustrationer. Jeg var heldig at finde en dansk udgiver, der gennem sit lille forlag udgav min første selvstændige digtsamling med titlen "Kinaassutsip taallai / Balladen om identiteten” i 1978. Det var året før, at Hjemmestyret blev en realitet.
Digtsamlingen, som var én af den første dobbeltsprogede digtsamlinger i Rigsfællesskabet blev flittigt anmeldt positivt i de grønlandske og danske medier. Ingeborg Brügger skrev i Ekstrabladet, at digtsamlingen måtte betegnes som noget af en historisk bedrift. Hun fortsatte: ”Først og fremmest er digtsamlingen dog et modigt og ambitiøst forsøg på at skabe optimisme omkring Grønlands fremtid og en lovsang til grønlandsk særpræg og natur.” Helt andre toner end, jeg er blevet vant til i vore dage.

I den anden digtsamling ”Illoqarfimmi / I byen”, der udkom i 1980 hos samme fremsynede forlag, behandlede jeg Hjemmestyrets hovedstad Godthåb / Nuuk, som er mine forfædres by og hvilested med en historisk, poetisk og kritisk røst. I prosadigtene forsøgte jeg at bruge en metode, hvor jeg i mine naturalistiske fortællinger var essayistisk. Jeg nedskrev mine personlige oplevelser, erfaringer, betragtninger og kritiske synspunkter. Et af digtene sluttede således: ”Man kan ligeledes skue over/ byens stolte fjelde som bliver røde/ i solnedgangen og komme til / at holde af byen på godt og på ondt/ og glemme Hans Egedefjeldets/ glasskår og cigaretskod./plasticposer og enkelte tudløse dåser/fra sommerens solskinsdage.//”

Efter den selvkritiske og identitetsfikserede periode har jeg i de næste digtsamlinger gået mere og mere over til at udforske naturens betydning for vores personligheds- og kulturel dannelse. Det var om naturens betydning for menneskets æstetiske og følelsesmæssige sanser i et beskrivende og malerisk iagttagelsessprog, hvor ordene afbilder virkeligheden i såkaldte ordmalerier ud fra min eksistentielle holdning om, at beskrivelse af virkeligheden afføder følelsesmæssige følelsesreaktioner på samme måde som et eller andet sted, hvor frossen sne synger og udtrykker sig indadvendt. Eksemplerne kunne for det første være digtet: STENENES MELODI.
”En brodsø flader ud/ mod strandbredden/ med rullesten/ som instrumenter/ og spiller/ en glad og munter melodi.// De dybe stemmer/ løsner det indre dyb/ og blødgør/ det hårdt pressede og / tyngende åg/ med et blødt og fredfyldt/ smil til følge.// Vinden lægger sig/ Melodien bliver til/ en dyrebar sten i sjælen.//” Og DEN LILLE KIRKE i en lille bygd:
”Den lille kirke/ er ikke dekoreret/ med store skulpturer/ udført af en berømt kunstner/ og der kommer ikke/ myriader af/ sensationshungrende/ mennesker hver dag/ for at besøge den./ Den er bygget/ som et ganske almindeligt hus/ og er malet mørkerødt./ Oppe over indgangen/ er der placeret et meget lille/ og tyndt kors/ som ikke syner af noget særligt./ Det er et koldt rum at komme ind i,/ men det giver følelse af tryghed/ og rummets tavshed er gribende./ Det lille alter er prydet/ med to små plastisblomster/ og to helt almindelige lysestager/ med to lange og tynde lys.//”

I min foreløbig sidste digtsamling, den ottende, som udkom i 2012 beskæftigede jeg mig ved stemningens væsen i et samspil mellem mennesker og naturen i skiftende situationer, følsomheden og farver. Jeg er ikke længere kritisk eller utilfreds med udviklingen i Grønland, der nu har en selvstændig position uden at stå uden for Rigsfællesskabet. Grønland står på sine egne ben og er ansvarlig for sin egen lykke eller ulykke. Denne fredelige selvrealiseringskamp er til ende, selv om der mangler lidt endnu. Den næste generation, generationen efter mig, er kommet til, og jeg er med som en ugenkendelig skikkelse, som en dirigent af havets og luftens koncert.
Om denne foreløbige digtsamling er den allersidste fra min hånd, kan jeg ikke spå om. Dog er den ”sprudlende kilde” endnu ikke udtørret, og jeg har ikke planer om at lægge ordene på hylden, så længe jeg stadig kan opleve sangen fra frossen sne et eller andet sted.

I min realskoleperiode har jeg skrevet artikler til elevbladet på skrivemaskine. Og i min gymnasietid forærede min far mig en lille, hvid rejseskrivemaskine, ligesom han tidligere havde foræret mig et bokskamera, så at jeg kunne lære at se omkring min egen akse og fastfryse billeder. Jeg har taget mange sort/hvide billeder siden dengang, og i dag tager jeg fotos omend med avancerede kameraer, der udraderer bokskameraets betydning for mig.
Og nu tilbage til min vidunderlige rejseskrivemaskine, som jeg har mistet for evigt et sted på livsrejsen og kun har i erindringen.
Jeg brugte skrivemaskinen fra begyndelsen af. Flittigt afpudsede jeg mine digte, artikler og små historier, hvor de fleste af dem endte i skrivebordskuffen. Min hang til at flække historier sammen fik næring en dag, hvor jeg skrev en novelle om en dreng, der oplevede skelsættende forandringer fra at være en dreng på et isoleret og primitivt sted til at være en dreng i en stor by i et veludviklet og fremmed sted. Novellen sendte jeg ind til Grønlands Radios afdeling i København. Den blev antaget, og jeg fik en fri dag fra gymnasiet for at tage til København for at få den indspillet. Det var en stor og en personlig oplevelse. Nu er jeg blevet forfatter. Herefter har jeg været et skrivende menneske og har skrevet over 40 år. Frem til i dag er det blevet til omkring tyve bøger af forskellig kvalitet. Jeg bekender mig stadig til det tidligt anlagte tema om den hurtige og voldsomme udvikling i Grønland krydret med de tabubelagte og lyssky problemstillinger i kølvandet på globaliseringen og Grønlands moderne stilling i verdenssamfundet. I rige og trange tider og i de klimatiske forandringer.
I mine noveller er jeg meget optaget af vore mange sagn og myter fra polarforskeren Knud Rasmussens samlinger, og jeg drager af og til paralleller til disse, hvor mit fokus i stedet er kvindens rolle, der i det gamle Grønland ikke var særlig attråværdig og uden position i det mandsdominerede fanger- og industrisamfund. Stilen i sagn, sagaer og myter er en blandet landhandel, fordi datidens gode og underholdende fortællere yndede at tage alt med på en gang. Jeg har dog gennem mine litteraturstudier, læsning af bøger i mange genrer og verdenslitteraturen forsøgt at strukturere, prioritere og gennemskrive mine historier uden alt for mange svinkeærinder.

I de seneste ti år er jeg begyndt at oversætte mine romaner til dansk for på den måde at give danskerne mulighed for at læse mine bøger, men det har ikke været en succesoplevelse. Mine litterære kritikere har tromlet mine bøger ned. To gange er jeg blevet nomineret til Nordisk Råds litteraturpris af den grønlandske forfatterforening, men begge gange er jeg af den nordiske presse faktisk blevet diskvalificeret så meget, at jeg en overgang havde lyst til at opgive ævred og kun skrive på mit eget modersmål. I denne periode dukkede min engelsklærers ord om lighedsprincippet frem igen. Hvorfor skal jeg behandles anderledes, bare fordi jeg er grønlænder? I disse stunder erindrede jeg også mit møde med digteren Benny Andersen, der tilskyndede mig at skrive af karsken bælg uden at tage anstød af de litterære dommere. Og det har jeg så gjort.

Bogbranchen har i de seneste år været præget af bestsellere såvel i Grønland som i den øvrige verden. Og i den elektroniske revolution nu om stunder, har smalle bøger, altså grønlandske bøger oversat til dansk, ikke haft en lille chance i vrimlen. Men når det er sagt, må vi som et lille folk acceptere situationen, men vi må også holde fanen højt.
Desværre holdt Det grønlandske Forlag Atuakkiorfik op med at udgive vore bøger. Så gik Forlaget Atuagkat i gang og begyndte at udgive såvel grønlandsksprogede og danske bøger. Nu er det vores forlag sammen med kollegaen Milik Publishing, der varetager udviklingen af børne- og ungdomsbøger, men indimellem dukker der også digtsamlinger og romaner frem på tapetet fra Milik Publishing.

I min første grønlandsksprogede roman ”Kiinnanni qaamaneq”/Lyset i dit ansigt, skrev jeg om mandens dominerende stilling i det grønlandske samfund under forandring fra et fanger- til et forbrugersamfund, hvor frustrationer og psykiske konflikter var kernestoffet. I den anden også grønlandsksprogede roman ”Annaliattap aanaava”/Annelis bedstemor skrev jeg om en gammel kvinde og hendes minder fra sit liv inspireret af sagn, sagaers og myternes verden. I min tredje grønlandsksprogede roman ”Ajunngitsup piumasaa”/Den godes krav fik jeg skovlen under de følelsesmæssige følger af den negative samfundsudvikling. Disse forhold blev under historiens forløb vendt til gode og fornuftige løsninger. Forleden skrev en læser fra Nuuk, om jeg da ikke havde skrevet fortsættelsen af den indholdsrige, omfattende og engagerende historie, der også gav vedkommende en historisk gennemgang af de byrder Grønland og grønlænderne har været igennem på meget kort tid.

I 2008 besluttede jeg, at jeg ville skrive en trilogi baseret på mine første Danmarksophold i Roskilde og mine mange år i Grønland, specielt i Godthåb/Nuuk og Qaqortoq/Julianehåb. Som hovedpersoner har jeg en grønlandsk og dansk pige. Vi følger dem kronologisk. Jeg indfletter en kriminalgåde i historien samtidig med jeg kredser omkring to kvinders kærlighed til hinanden. I den anden bog i trilogien udvikler historien sig med den danske kvinde, der i en kriminalgåde bliver udsat for en mystisk forfølgelse af hende. Mere vil jeg ikke røbe, fordi bogen er undervejs fra forlaget. Og de tredje bog er i støbeskeen.
Jeg har oversat de to bøger til dansk, selv om de ikke kan konkurrere med de dansksprogede forfatteres værker, der langes ud over boghandlernes diske.
Når trilogien er skrevet færdig, vil den handle om det grænseløse grønlandske samfund, hvor afstande ikke eksisterer, og hvor alle deltager i det sociale og sekulariserede ræs uden at tage højde for sprog, herkomst og mentalitet.

Siden min barndom, ungdom, voksendom og nu alderdom rejst som en nomade i Grønland og mellem Grønland og Danmark. Nu rejser jeg frem og tilbage mellem Danmark og Finland. Når jeg rejser, har jeg altid skrevet rejseskildringer, som jeg ofte anvender som inspirationskilder. Ligesom jeg i min barndom og ungdom har rejst i min fantasi gennem læsning af bøger, fortsætter jeg med at rejse på papiret. Det var den store kunstner og udforsker af Nordøstgrønland, Eigil Knuth, som lærte mig en livsvisdom om noget, jeg ikke kunne se i storbyens labyrint med samme klarhed: ”Hvis man i fantasien tumler med fuldbyrdelsen af et planlagt værk, et land man vil erobre, en top man vil bestige, så skal man skridte ud, hver gang det er opholdsvejr. Dagsrejsens længde er ikke afgørende, blot man holder kursen og gør det til en selvfølgelig leveregel at gå.” (Eigil Knuth: Uafhængighed Hundeslæderejsens filosofi Atuakkiorfik, Nuuk 1995).