En klump i halsen

Læst op for Vestnordisk forsamling, 28. marts 1995 à la Dan Tyrell. Arrangeret af Seminariet i Nuuk.
fra novellesamlingen:
"Inuit akornanni", Atuakkiorfik 1992.
Oversat titel: Blandt mennesker

Markus lytter til vejrudsigten.
Han vil gøre det i morgen, hvis vejret tillader det.
Han har det svært med de nye begreber. De strider mod hans egne, der er mere logiske. Han ved da godt, at de nye betegnelser for vejret er svære at forstå i forhold til de gamle normer og at sproget forandrer sig hele tiden. I denne forbindelse ved han da også udmærket, at det ikke nytter at være på tværs.
Det er blevet moderne at gennemføre forandringer.
Markus mener derimod, at vi fjerner os mere og mere fra oprindeligheden.
Bort fra en uspoleret holdning til naturen som betinger livets opretholdelse.
Ud fra dette livs cyklus har vi ellers været i besiddelse af mange specielle begreber, der er knyttet til vejret. Disse begreber forsvinder på grund af den ensidige forenklingsbestræbelse. De huskes ikke længere. De er ude af brug. De nye mennesker vil heller ikke leve i naturen mere som os. De fleste hører vel heller ikke vejrudsigten. De værdsætter ikke vores tradition, selv om vi ikke har haft meget at rutte med. Når jeg spekulerer på det, tænker jeg på udviklingen.
Jeg gør bare opmærksom på følgerne af en forandring …
i det samme bliver der banket på hans dør.
- kom ind!
Ind kommer hans ældste barnebarn.
- Jeg kom allerede i går. Jeg var først ude i byen og fornøje mig i dens forandrede liv. - Det er i orden, svarer Markus ham og beder ham om at sætte sig ved sengens fodende. - Du kan ryge en cigaret. Jeg har ikke andet! Forresten, jeg har da også kaffe.
- Nej tak, skynder Steffen at svare sin farfar og fortsætter:
- Jeg bruger ikke den slags. Jeg drikker kun øl.
Markus stivner lidt og forsøger at lade som ingenting.
- Det er ærgerligt. Den slags har jeg ikke noget af. Jeg er holdt op med at drikke øl og spiritus. Din farmor og jeg har haft det godt sammen, især da jeg stoppede med drikkeriet … Han gør et kort ophold, inden han taler videre. Pausen udnytter Steffen til at afbryde tankerækken: - Bedstefar, lad være med at undskylde dig. Det er bare en skik. Jeg gør det sammen med kammerater og venner. Vi byder hinanden velkommen med spiritus. Det er noget nyt. Det er dejligt, at jeg kun er på ferie.
Inden Markus når at sige noget, taler Steffen videre.
- Jeg er kommet for at invitere dig hjem til os. En taxa henter dig klokken otte. Far skal nok betale for turen. De har penge nok. De har også mad og drikke nok. De serverer alt, hvad de har gemt i forrådskammeret til min ankomst. De og vennerne er godt i gang.
Markus’ lugtesans registrerer, at eenmandsværelset er begyndt at lugte af øl. Da Markus er ryger, er han vant til røglugt, men han væmmes ve sit ældste barnebarns utiltalende lugt.
Markus stirrer hen for sig.
Da han ikke svarer bekræftende eller afkræftende, vil Steffen opmuntre ham. For at motivere ham yderligere siger han:
- Din gamle ven James og hans kone Kirsten er allerede kommet. De var i hopla, da jeg gik der oppe fra. Mor er ved at koge en friskfanget torsk. Det hungrer jeg efter. Det, ser jeg for mig, når jeg længes. Du ved, at jeg har været “en rigtig fisker” sammen med min lillebror, da vi var børn. Den fineste torsk med masser af lever, rensede torskemaver og enkelte torskehoveder er lækkerbidsken for mig.
Markus siger ingenting. Så drejer han og begynder at kigge ud af vinduet mod den flotte solnedgang. Mod nordvest.
Steffen rejser sig uden at sige noget. Så går han og lukker døren brat efter sig.

De ved udmærket godt, at mine ben ikke kan bære mig, og at jeg kun bevæger mig i en rullestol. Når jeg skal forlade stedet skal jeg meddele det flere dage i forvejen for at blive hjulpet og ført rundt i bil.
For ikke lang tid siden var jeg lige ved at få hjerneblødning. Da Sidsel døde, var det en hård omgang for mig. Jeg blev slået helt ud. Så henvendte min søn og min svigerdatter Maren sig til kommunen og fik mig flyttet til stedet.
Da jeg var ved at vænne mig til stedets atmosfære, blev mine ben ramt af en lammelse.
Jeg har i den grad glædet mig til, at mit ældste barnebarn skulle komme på besøg, men nu ved jeg, at det kun er en stakket glæde. Jeg har ellers regnet med, at … snakker Markus længe med sig selv.
I det samme bliver der for anden gang banket på hans dør.
Det er Beate, stedets bestyrerinde.
- Din søn har ringet til mig og bedt mig om at sørge for, at du bliver bragt hurtigst muligt op til dem for at fejre dit barnebarns hjemkomst. Vi, jeg og min mand er inviteret med, hvis vi har lyst. Vi vil følges med dig.
Markus ser på Beate uden at miste fatningen.
Beate kan fornemme en anden lugt end den sædvanlige. Det dunster af øl, mener hun. Hun har på det bestemteste forbudt al øldrikkeri på stedet. Hun bliver ved mistanken. Hun ved jo ikke med sikkerhed, hvad der er sket.
Kasper kører os tre op til dem. Jeg har allerede ringet til ham. Han kan godt klare det. Han er villig, selv om det er ekstraordinært. Du har altid været flink og rar over for ham, siger Beate.
Da Markus uventet vender hende ryggen, går Beate straks hen til ham, lægger sine hænder på hans skuldre og drejer ham omkring.
Markus ryster på hovedet. - Jeg vil aldrig nogensinde … resten af sætningen bliver en klump i hans hals.
Han er så rasende, at hans tårer løber ned ad hans kinder.
Beate bliver så chokeret, at hun bliver ved med at stirre på ham.