Ordenes land
Oqaatsit Nutaat

Grønland er kendt som Inuit Nunaat, Menneskenes Land. Kalaallit Nunaat, Grønlændernes Land hedder landet officielt, mens Danmark hedder Qallunaat Nunaat, Danskernes Land. Oqaatsit Nunaat, Ordenes Land kalder Kristian Olsen, aaju, derimod sin nyeste digtsamling og opretter hermed en ganske anden geografi, end landkortets gængse, grænsefikserede.

Samlingen indledes med et kort prosastykke, "Ord i det forgangne", hvor digterjeget forklarer sit projekt: at lave billeder med ord. Inspirationen henter han hos Aqqaluk (Lars Møller), den grønlandske avis Atuagagdliutits navnkundige redaktør fra 1873 til 1922.
Atuagagdliutit var rigt illustreret, og digterjeget har glædet sig over de smukke gamle tryk. Selv har han på samme måde forsøgt at gengive naturen i fotografisk form, beretter han, men er altid blevet skuffet over resultatet, for billedet formår aldrig at indfange den sansede oplevelse.
Så er det imidlertid, han bliver opmærksom på, hvordan redaktøren ikke lod sig nøje med billedgengivelsen, men tog naturen med i sine sproglige beskrivelser af hændelser og begivenheder.
De gamle artikler fremstår som øjenvidneberetninger om vind og vejr, og minder om en tid hvor naturen var et emne i sig selv, uden at behøve nogen bagvedliggende forklaring "om, hvorfor det eksempelvis stormer". Det er denne dokumentariske naturbeskrivelse, digterjeget sætter sig for at genudforske.
Som en anden impressionistisk maler drager digterjeget da i samlingens andet afsnit ud og opsætter på et særligt udvalgt sted sit "Naturatelier". Med dags dato og times og minuts nøjagtighed får vi beskrevet digterens udsigt: lyset ude over øerne og den tynde stråle, der "præcis klokken 15.47 dukker ud af solen og skinner på mig."
Naturen tegner ligefrem selv skygger på papiret, og det er lige før vi tænker, at det er den gamle drøm om direkte gengivelse, uden om menneskets fortolkende og omfortolkende indvirken, vi her skal se gå i opfyldelse. Sådan går det dog ikke.
Enhver repræsentation er en redigeret virkelighed: "Fotografen styrer lysets hastighed", som det hedder allerede ved bogens begyndelse. Hvert tekststykke eller digt bliver i stedet en registrering af digterjegets oplevelse i naturen, med hele den billed- og associationsproduktion, der nu engang kendetegner den menneskelige bevidsthed, og som får fjelde til at ligne mumier og ravne til at hilse.
Uanset hvor stor en umage digterjeget gør sig for blot at stille sig registrerende til rådighed for naturen, kommer hans fantasier og stemninger, planer og tilbøjeligheder bestandig ind og blander sig. Det er derfor næppe nogen tilfældighed, når der ikke henvises til nogen af de store impressionister, men derimod til tre ekspressionister: Cezanne, Van Gogh og Oluf Høst.
"Den kunstneriske sans tiltrækkes af steder", fastslår digterjeget. I forhold til billedets primære sans: synet, åbner ordbilledet for et væld af andre sanser: lydene, lugtene og de fysiske reaktioner, der af og til helt kan tage over - som når blæsten bliver for hård og simpelthen afbryder observationen.
I forhold til de skitser, jeget farvelægger om og om igen, ude af stand til at indfange øjeblikket, er resultatet i ordbilledet mere tilfredsstillende. Vi ser, hører og fornemmer, hvad digterjeget ser, hører og fornemmer lige i dette minut, men vi får også noget at vide om det der gik forud (den blå flue har været her), og om det der følger (sortebærrene venter på at blive plukket), for beskrivelsens særlige, udvalgte øjeblik skabes som et fikserpunkt af alle disse påvirkninger og perspektiver.
I sidste instans kan imidlertid hverken billeder eller ordbilleder levere nogen fyldestgørende gengivelse af naturen. Hvad ordbillederne imidlertid til fulde formår, er at reflektere denne uformåenhed. I digtets tredje del vender det dokumentariske sig indad, mod det sjælelige og eksistentielle.

Samtidig med at formen bliver mere og mere fortættet, opløser tiden sig i disse spredte, usammenhængende fikserpunkter. Kun timen og minuttet står tilbage. Om observationerne er optaget over et par måneder, et par år eller mange år, har vi derfor ingen mulighed for at bestemme. I dette kaos af øjeblikke forsøger digterjeget at indhente nuet - uden udsigt til at lykkes, da ordene, som det allerede fastsloges i første del, altid er i fortiden:
"Jeg begynder at skrive digte/når jeg er til stede ved tingene/for at nedskrive ordene/som jeg modtager dem/for at give dem en vinge/og vise virkelighedens tilstedeværelse/og tegne med ord/at et lille bitte insekt/der er rødt/som en modsætning til den blå himmel/er forsvundet/og at jeg på grund af uret der går/er bundet til det forgangne/og at jeg prøver at sætte situationen/ind i sproget/ 1230"
I princippet er digterjegets egne ord således allerede lige så fortidige som den gamle redaktørs, og i det perspektiv flyder de mange tidsplaner sammen i den cykliske tid, der også er naturens.
Ligesom naturatelieret beskrives som et "helligt sted", får naturoplevelserne og ordbilledmageriet karakter af et stadigt gentaget ritual, der kan sammenlignes med præsten, der år efter år skal lave sin prædiken over de samme tekstrækker, og hver gang på ny udfinde budskabets fortolkning.
Den hellige skrift er en uudtømmelighed af ord, "der kommer på besøg hos én for at blive sagt til menigheden". De mere og mere surrealistiske ordbilleder kommer til digterjeget på samme måde og med samme hensigt - ligesom i en fjern eskimoisk fortid, hvor ordene også dukkede op af sig selv og talte til menneskene derude i naturen.
Som en anden shaman føler digterjeget sig lettet for vægt og mærker - med en genklang fra de gamle fortællinger - at han "bliver fløjet ud til øerne i kimingen."
Herude venter der ganske vist ikke nogen nedgang til den anden verden, hverken til de dødes rige eller Havets Mor. Der er derimod et lydrum, "der kun udsender, hvad der er skabt". Rejsen udfolder sig nu om dage i mødet med naturen og er mødet med naturen. Hvilket i aajus ordmaleri vil sige ikke så lidt.
Kristian Olsen, med tilnavnet aaju, er en af Grønlands kendteste og mest produktive digtere. Han er født 21.08. 1942 i Arsuk, opvokset i Paamiut/Frederikshåb, hvor faderen var præst. 1968 tog han lærereksamen fra Jonstrup Seminarium, herefter uddannede han sig privat indenfor malerkunsten og var i første halvdel af 1970-erne elev hos danske kunstnere som Jonna Seig og Bodil Kaalund.
Sideløbende med sin kunstneriske løbebane, både som billedkunstner og som digter, har Kristian Olsen virket mange steder i det grønlandske skolevæsen, i 1990-erne ved gymnasiet i Nuuk. Uddannelsen fulgtes op med Cand. pæd. graden i 1989.
Inden sin pension var han forstander ved Grønlænderhjemmet i Hellerup ved København og er nu bosat dels på Vestsjælland, dels i Helsinki.
Han debuterede med hele tolv digte i antologien Puilassoq pikialârtoq, 1969, hvor også en række andre kunstnere, som skulle komme til at præge de kommende tiår, for første gang trådte frem. I 1978 kom den første selvstændige digtsamling Kinaassutsip taallai/Balladen om identiteten.
Under uddannelsen i Danmark i 60-erne var Kristian Olsen blevet inspireret af fransk eksistentialisme, men under den politiske bevidstgørelse i 70-erne blev den almene følelse af menneskets fremmedhed i verden konkretiseret som den fremmedgørelse, grønlænderne havde været udsat for under det danske koloniherredømme.
I den første digtsamling føler Kristian Olsens digter-jeg stolthed over sin særlige identitet, rodfæstet i en naturbunden kultur, men må samtidig erkende, at nutidens grønlænder er mere præget af den moderne kultur, end godt er for den "inukhed", digterjeget så gerne vil holde fast ved.
I Kristian Olsens tidlige digte bliver kulturmødet således til en konfrontation, og identiteten står splittet imellem de to kulturer. Længselen går tilbage til de små samfund i bygderne - selv om digter-jeget i den næste digtsamling, Illoqarfimmi. I byen, må medgive, at der også i byen er "mennesker der værner om det at være menneske".
I prosateksterne fra 80-erne fortsættes analysen af brydningen mellem tradition og modernitet, ofte belyst ved de modsætninger der skabes mellem generationerne - og mellem kønnene, hvor mændene ønsker at holde på en gammel tids magtfordeling, mens kvinderne vil noget andet.
I 90-ernes prosatekster sættes fokus på forholdet mellem jeget og medmennesket, samtidig med at Kristian Olsen er optaget af at slutte forbindelsen tilbage til inuit-kulturens filosofi. I hele sit forfatterskab har Kristian Olsen således været betaget af naturen som det sted, hvor også det moderne menneske henter styrke, ligesom de forskellige medier og deres muligheder og begrænsninger konstant har optaget ham. Digtsamlingen Oqaatsit Nunaat. Ordenes Land kan ses som en (foreløbig) afrunding og konklusion på centrale temaer i forfatterskabet.
(Artiklens sidste del er uddrag af undertegnede tekst om Kristian Olsen, aaju i Dansk Forfatterleksikon (red. John Chr. Jørgensen under medvirken af Thomas Bredsdorff). Rosinante/Munksgaard, København 2001).
Kirsten Thisted
Institut for Nordisk Filologi
Københavns Universitet
thisted@hum.ku.dk