Karlssøn

Jeg fik mit kaldenavn ved et rent tilfælde.

En af mine jævnaldrende kammerater i lømmelalderen gav mig det for at drille mig.
Dengang gik det op for mig, at der fandtes nogle sagaer, der handlede om nordboerne.
Jeg var så heldig, at jeg fik bogen forærende til min femtenårs fødselsdag. Før jeg blev sendt på kostskole drømte jeg allerede om at tage på en ekspedition sammen med Ove, som blev fanget af mine skøre påfund. Måske kunne vi finde efterladenskaber. Vi kunne være heldige. Hvem ved. Jeg havde forhørt mig med ubehjælpsomme spørgsmål til ældre med erfaringer, og jeg fik lov til at være længe oppe, når mine forældres bekendte kom på besøg og gav sig til at berette om uforklarlige og overleverede beretninger fra gamle dage. Jeg var lutter øren, selv om historierne ikke kunne dokumenteres eller bekræftes fra videnskabeligt side. Hvorfor skulle de i grunden også det, når myterne var med til at fasttømre fællesskabet og styrke trangen til fællesoplevelse, der betød meget på et sted, hvor vi så at sige så hinanden meget ofte og kendte til hinandens tilbøjeligheder. Derfor skulle der ikke meget til, før de af os, der lavede urent trav i forhold til de indforståede normer, blev hængt ud eller drillet. De fleste gange blev der kun grinet meget over synderne.
Når begivenhedens aktualitet ebbede ud, var der heller ingen, der bar nag. Det gjaldt om at grine med og prøve at lade som om begivenheden var det naturligste i verden.

Jeg ved ikke, om skikken er med til at lære én at tackle tålmodighed eller lærer én om ikke at vise heftig vrede. For det sker jo, at de ivrigste drillepinde får sig et kammeratligt puf, hvis de klokker i det.

Min interesse for nordboerne gav mig kaldenavnet Karlssøn. Til min store overraskelse var min familie meget begejstret for mit nye kaldenavn.
Som den mellemste af tre brødre var det ikke meget opmuntrende at blive tiltalt med Karlssøn, når mine brødre med vilje lagde deres giftige antydninger om en særbehandling fra fars side over på mig.
– Du er forkælet, sagde de.
Det var også en plage, som faldt ind under tålmodighedslæren, og som de nød i fulde drag. De kanøflede mig og fik mig sat i forlegenhed, selv om de sagtens kunne være Karlssønner.

Vores bygd hedder Næsset. Den er nedlagt.

En sommer besøgte jeg vores nedlagte barndomsbygd. Det var et grimt syn.
Selv om det så mistrøstigt ud, var det stadig bevisligt, at der engang havde boet mennesker der.
Jeg ved ikke om mine forældre havde været usolidariske med de andre beboere, fordi de lod vores hus rive ned før afrejsen.
Jeg var ved hustomten.
Det var forstemmende.

Næsset lå ikke langt fra mundingen til Nordlandsfjorden.
I nogle af de fortællinger, der blev fortalt, blev det sagt, at der havde været nordboere i fjordens indre.
Disse fortællinger greb mig og jeg tog en beslutning om, at Ove og jeg skulle ud på en ekspedition, før vi blev sendt hjemmefra på kostskole.

En dag skulle Oves onkel sejle ind til Nordlandsfjorden for at hente ørredgarn som skulle bruges i en anden fjord, hvor der efter forlydende var givtigere end Nordlandsfjordens indre, som var ved at være overfisket af de hurtige både nu om stunder og manglende vedligeholdelse efter landets love.
Vi skulle være matroser for at være ombord, hvilket passede os ganske udmærket.
Selve rejsen var lang, fordi Oves onkel Samuel ikke nænnede at skifte sin motorbåd ud med en hurtigere og mere moderne indrettet båd med bedre udstyr. Den langsomme sejlads passede ham også bedst.
Ved fjordmundingen var der ubehagelige strømbølger. Samuel sagde, at de blev roligere, når strømmen vendte, således at vi kunne opnå en slags medvind, når vi havde overstået strømskiftet.
Spådommen gik i opfyldelse.
Ove og jeg var meget begejstret for vores jobs. Vi skulle lave kaffe og the og sørge for frokosten. Der var ikke meget andet at lave. Det meste af tiden fantaserede vi, at nordboerne nok havde været kæmper, når de skulle ro så langt ind til fjordens bund og det frodige land, hvor den kolde kystvind ikke kunne nå ind. Der var kun føhnstorme derinde, blev der fortalt.

Selv om vi tog afsted tidligt om morgenen ved sekstiden, ankom vi først til ørredelvens munding ved fjortentiden.
Det var en meget smuk egn, som nordboerne sikkert havde været begejstret for. Det mindede dem om de landområder som de forlod.

Da motoren stoppede, kunne vi høre elven bruse i det fjerne.
– Karlssøn, sagde Ove, skulle vi ikke spørge min onkel, om vi kan låne jollen, som han har haft på slæb?
– Jo, svarede jeg, og var straks med på idéen.
– Så kan vi undersøge stedet, sagde jeg uden tøven.
– Måske er der efterladenskaber efter nordboerne, fortsatte Ove.

Oves onkel Samuel gav os naturligvis lov. Han vidste selvfølgelig, hvorfor vi havde været så ivrige efter at sejle med.
– I skal bare være meget forsigtige, sagde han.
– Ja, sagde vi rapt.
– Hvis der sker noget med jer, skal I løsne tre skud med Oves salonriffel. Jeg kan sagtens høre det. Og ind til jeg finder jer, skyder I et skud af hvert kvarter. I har begge jeres armbåndsure med, fortsatte han i en alvorligere tone end før.
Det lød godt nok lidt dramatisk og en smule overdrevet. Men vi vidste begge, at onkel Samuel var en meget erfaren jæger.
Vi lovede at gøre som han sagde, hvis der skulle ske noget. Vi vi var mere opsatte på at finde levn fra fortællingerne om nordboerne.

Ove årede os til strandbredden.
Da der var lavvande, skulle vi hale jollen langt op ad strandbredden og surre dens lange snor godt fast omkring en solid sten. Selv om vi kom tilbage, før vandet steg op til kanten af vandlinien, vidste vi godt fra vores opvækst, at der sagtens kunne forekomme uventede og pludselige uregelmæssigheder i ødemarken.

Jeg kan næsten ikke vente længere.
Min spænding stiger.
Foreløbig er der intet, der tyder på, at der har gået en nordbo på disse breddegrader.
– Vær optimist, sagde jeg til mig selv.
Ove bandt et solidt knob på snoren.
– Hvis der skulle komme en hindring, kan vi sikkert også råbe onkel Samuel op.
– Der er ikke så forfærdelig langt ud til motorbåden, forsikrede Ove mig.
Da Ove råbte til mig om, at han var klar til at vandre, fortalte jeg ham, at vi først skulle hen til højdedraget langs med strandlinjen. Jeg mente at have læst, at der var noget, der hed køkkenmøddinger. I dem kunne der være redskaber eller knoglerester. Nordboerne havde nok ikke vandret langt ind i det uvejsomme område.
Ove var enig med mig.
Så gik vi.
Ingen af os sagde noget helt frem til skrænten.
Det var som om vi begge to lyttede lige anspændt.
Vi hørte alle de uvante naturlyde.

Der er ellers mange, som påstår, at der er stille i naturen.
Det er det rene vrøvl.
Der er mildt sagt en summen af mange ubestemmelige smålyde. De høres som bølgeskvulp og som vindens sang i det høje kamikgræs, der allerede er afbleget og stift i stænglerne.
– Stands, siger Ove. Han hvisker.
Jeg standser. Jeg er stiv af skræk.
– Hvorfor? spørger jeg med bævende og hviskende stemme.
– Læg dig ned på maven, beordrer Ove mig, stadig hviskende og uden at svare mig på mit spørgsmål.
- Vær helt stille. Jeg har lige set et menneske forsvinde bag skrænten, siger han skælvende.

Det gjorde ondt at lægge sig ned på småstenene.
Vi lå ned begge to.
Jeg havde overhovedet ikke set nogen bevæge sig.
Det var nok en indbildning fra Oves side, tænkte jeg.
– Er det ikke bare din fantasi, der løber løbsk? spurgte jeg Ove lidt efter.
– Det er det måske nok, svarede han drævende.
– Der er ingen, sagde jeg skuffet.
– Vi rejser os igen om lidt, lød Ove lidt mere bestemt end før.

Vi rejste os igen og begyndte at vandre mod skrænten.
Jeg kunne mærke på Ove, at han ikke længere var lige så ivrig som jeg, eller som da vi begyndte.
Nu fulgte han med af kammeratlig pligt.
Ved skræntens fod blev vi enige om, at jeg skulle stå et bestemt sted og vente på Ove, medens han kravlede op til skræntens top for at kigge ud over terrænet.
Han havde allerede ladt sin salonriffel.
– Jeg er helt sikker på, at jeg så et menneske, sagde Ove med eftertryk.
– Skal vi så ikke gå tilbage og sejle ud til motorbåden og fortælle det til din onkel? sagde jeg.
– Ikke før vi er sikre på, at jeg har ret. Ellers vil han grine ad os og kalde os for bangebukse, svarede han med en alvorlig mine.
– Nåh ja. Selvfølgelig, sagde jeg med en ynk i stemmen. Jeg mente inderst inde, at hans synsbedrag var for godt til at være sandt. Der var ingen.

Jeg må indrømme, at jeg har læst, at nordboerne er sporløst forsvundet. Ingen ved noget om årsagen.
– Kan det virkelig godt være en nordbo, du har set? sagde jeg til Ove, inden han gik videre. Han undslog sig.
Da jeg blev alene med mig selv, kiggede jeg hele tiden ned på jorden og ledte efter noget usædvanligt. Jeg spejdede ind i mellem til alle sider.
Så forsvandt Ove.
Han var ikke væk længe. Pludselig dukkede han op igen i rasende fart ned ad skrænten. Han råbte nærmest efter mig i sit halsende tempo.
– Jeg har set en tørvehytte og der kommer røg ud af skorstenen, stammede han sætningen frem.
– Jeg så et menneske gå ind i tørvehytten, fortsatte han lige efter han havde fået luft.

Jeg blev skrækslagen og anede uråd.
Ove pustede ud.
Da han igen havde fået vejret og hans stemme var faldet til normalt leje, kom han til besindelse.
– Min onkel siger, at vi skal løsne tre skud, hvis vi kommer i knibe, ikḱ? spurgte Ove mig.
– Jo, det er rigtigt, svarede jeg lidt mere fattet i stemmen end i første omgang og rådede ham til at gå op til toppen af skrænten igen og fyre løs.
– Han kan sagtens høre os. Bagefter løber vi hen til jollen og sejler ud til ham. Når han har taget os på slæb, råber vi til ham. Jeg er hel sikker på, at du har ret, sagde jeg eftertænksomt og fornuftigt.
– Det er jeg enig med dig i, sagde Ove og løb op til toppen.
Ove skød tre skud op i luften med en lille pause imellem det første og det tredie skud.

Inden jeg overhovedet havde sat min medbragte legetøjsskovl i jorden, vendte vi køkkenmøddingen ryggen. Vi skulle ellers udgrave de værdifulde genstande, som vi skulle aflevere til museumskyndige, når vi kom tilbage til Næsset.
Vi løb alt hvad vi kunne tilbage til jollen.
Jeg var lige ved at snuble, men tog benene på nakken.
Da vi nåede frem til jollen, løsnede Ove dens snor meget hurtigt. Vi glemte alt om tidevandet.
Det varede ikke længe, før vi var ude ved Samuel.
– Der er et menneske derinde! råbte vi af fuld hals.
– Det ved jeg godt, kunne vi høre Samuel råbe inde fra kahytten.
– Hvor ved du det fra? spurgte vi forbavset.
– Jeg har hørt jeres skud, svarede Samuel uden at værdige os et svar.
Da vi kom ombord, fortalte onkel Samuel grinende, at han havde glemt at fortælle os, at vennen Marius plejede at bo i tørvehytten i sommermånederne frem til rensdyrsæsonen for at holde øje med ørredelven for uvedkommende og for eventuelle krybskyttere.
– Det kan du ikke være bekendt, sagde Ove og jeg i kor.