Du så mig

Du så mig.

I mit liv har jeg en håndfuld mennesker jeg kan takke for, at have haft så markant en indflydelse på at jeg idag lever som kunstner. De største personligheder som skæbnen førte min vej.
Et liv fyldt med udfordringer, som jeg ikke vil ønske for andre at gennemleve.
Jeg gled stort set ubemærket igennem de tidlige år af min ungdom. Skjulte mig selv væk efter bedste formåen. Ingen måtte se hvem jeg var, bag masken. Ingen måtte se det grimme.

Det havde jeg det fint med, indtil jeg kom på Ellekilde, efterskolen for grønlandske unge i 1982. Der mødte jeg manden, der ville ændre min livsbane. Kristian Olsen aaju blev min grønlandsk lærer. En meget bestemt mand med et umiskendeligt engagement i sine elever. Her var en mand, der ikke lod en eneste person i klassen i stikken. Tværtimod krævede han noget fra hver enkelt elev. Hans engagement skræmte mig i den grad, at jeg et kort øjeblik overvejede at stikke halen mellem benene og rejse hjem til familiens trygge rammer igen. Rammer der ikke tvang mig ud i det åbne, det ukendte, det farlige.

Det endte dog med at jeg blev.

En dag gav han os en, i mine øjne, urimelig opgave. Vi skulle skrive et digt på grønlandsk om vores Grønland. Jeg gik i panik!
Jeg brugte timer og dage på at være bange. Hvordan jeg klarede at skrive mit digt husker jeg ikke, men afleveret blev den.
Nogle dage senere tropper vi alle op til aajus time. I stedet for at dele digtene ud, stiller han sig op og begynder at fortælle om et af de digte han havde modtaget fra klassen. Han sagde, at her var et digt som hævede sig over alt andet han havde læst. En dreng med en gave ud over det sædvanlige! Et talent man ikke kan komme udenom. Ja, han sagde endog, at han ikke selv kunne have skrevet det mere lyrisk, med mere indsigt i sin tid og med så meget nerve, end denne dreng havde gjort det. Karakteren 13 retfærdiggjorde ikke styrken i digtet. Som han sagde; "talent skal ikke værdisættes i tal, men med hjertet!
"Jeg ser dig! Gukki, kom herop!"

Det blev begyndelsen til den jeg er blevet idag!

Uden at fortælle mig det havde han indsendt mit digt til Atuagalliutit. Jeg fandt først ud af det da min far ringede og sagde at han var stolt af mig. Han havde læst mit digt i avisen.
aaju fortalte mig i enerum, at grunden til, at han havde besluttet at offentliggøre digtet var, at alle fortjente at vide når en kreativ sjæl brød igennem barrieren og viste sit sande talent.
"Du har noget uomtvisteligt! Du kan ikke gemme dig længere! Jeg har set dig! Du skal fortsætte med at øse af din kreative kraft!
Nogle gange med års mellemrum, er han slået ned i mit liv for at sikre sig, jeg ikke slap med at skabe. Det blev ikke digtningen jeg forfulgte, officielt. Men det var lige meget for aaju, da jeg skulle finde mit eget sprog udi kunsten.

Jeg har, helt op til få dage før han forlod denne jord, haft den store ære at trække på hans vid. Når han mødte en beslægtet sjæl, gav han ikke slip. Han nursede og pressede og skubbede, så længe man kunne bruge ham som sparringspartner. Han roste når det var på sin plads og han kritiserede når man lavede lort. Jeg vidste altid, at han var der for mig, ligesom han var der for så mange af os. Hans store gave var hans ærlighed, men også hans kærlighed, for sammen med ham følte man sig altid speciel og værdifuld.

aaju, du så mig!

Som hos så mange andre, lever dit lyriske vid videre i mig.

Med ubetinget kærlighed, din elev!

Gukki Nuka
København, Danmark, august 2017