aaju om aaju

Foran mig på mit skrivebord har jeg et farvebillede af mit fødested i Grønland den 21. august i 1942. Det er en lille bygd i den sydlige del af Grønland. Arsuk betyder det smukke sted. Der er en del huse. Der er et fiskehus, butik, skole og en rød kirke. Da mine forældre flyttede fra mit fødested ved den tid, hvor jeg skulle i skole, er jeg vokset op i Paamiut/Frederikshåb. En grønlandsk by i den sydlige del af Grønland.
  I 50'erne blev Grønland en del af Danmark. Og jeg fik mulighed for at anvende det danske sprog tidligt, fordi min generation skulle uddanne sig i Danmark under daniseringsprocessen.
  Efter den grundlæggende skolegang fortsatte jeg på Realskolen i Nuuk/Godthåb og gik videre til Danmark på et gymnasium i Sorø, Sorø Akademi. I 2014 vil det blive et 50 års jubilæum, siden jeg blev færdig i 1964. Derefter startede jeg på Københavns Universitet, sprang fra og blev skolelærer ved Jonstrup Seminarium, som ikke eksisterer mere på landkortet. Jeg blev færdig i 1968. Mange år efter, da Hjemmestyret lukkede de grønlandske kostskoler i Danmark, uddannede jeg mig videre til cand. pæd. i pædagogik på den Pædagogiske Universitet. Jeg brugte uddannelsen til at være gymnasielærer og senere lektor ved Qeqqani ilinniarnertuunngorniarfik/Midtgrønlands gymnasiale uddannelse. Dér sluttede ”min skolegang” i 1998, og jeg blev pensioneret fra forstanderjobbet ved Det grønlandske Patienthjem i 2002. Derefter blev jeg fuldtidskunstner og forfatter. Dét har altid været mit ønske, men jeg er dog meget glad for, at min far rådede mig til at få en uddannelse og job først.
  Den 25. juni 2007 blev jeg dekoreret med fortjenstmedaljen ”Nersornaat” i sølv af Grønlands Hjemmestyre.

Jeg husker, at jeg begyndte at tegne og male akvareller som barn. I 50'erne var begrebet kunst og kunstner et ukendt begreb. Det grønlandske udtryk for en kunstner: Eqqumiitsuliortoq betyder, et menneske, der laver noget, der er mærkeligt. Ordet er i dag en anerkendt betegnelse for en grønlandsk kunstner. Vi var mange, der lavede mærkelige ting uden at tænke over, at vi også kan uddanne os som kunstnere. Det grafiske værksted blev etableret i Nuuk/Godthåb, som senere blev til en grønlandsk kunstskole. Jeg nåede ikke at blive elev der, men jeg var i mange år optaget af grafisk kunst og har lavet mange linoleumstryk og træsnit ved ”learning by doing”. Først meget senere gik jeg til privat undervisning. På et teknisk kursus lærte jeg det praktiske håndværk og malerlære, og min øjenåbner i mine kunstneriske evner blev for alvor kunstneren Jonna Sejg, der gjorde mig til en selvstændig kunstner med eget ståsted. Fra det grafiske udtryk flyttede jeg fokus til oliemaling og senere kom acrylmaleriet til. Også kunstneren Bodil Kaalund og hendes engagement inden for grønlandsk kunst har betydet meget for min udvikling som kunstner. Så Danmark opdagede os, grønlandske kunstnere.

Jeg debuterede som kunstner på en stor Grønlandsudstilling på Kunstgården i Skovby på Fyn med oliemalerier. I de over 40 år jeg har været kunstner siden debuten, har jeg lavet over 70 udstillinger i forskellige lande. Grønland, Færøerne, Island, Danmark (herunder Samsø), Norge, Sverige og Finland (herunder Ålandsøerne). Jeg har også foretaget mange rejser i Grønland og i Europa. Enkelt gang i Tanzania, Afrika og to gange på Bali. Efter at have virket som underviser i Grønland og forstander i Danmark, har jeg fra 2002 helliget mig min kunstneriske virke, hvor jeg også har et omfattende forfatterskab bag mig.

I løbet af 40 år har min motivkreds forandret sig, men jeg fastholder stadig begreberne: Menneske, ansigt og landskab. Tidligere har begrebet fugl også været med, men den er forsvundet. Jeg har holdt meget af at fortolke begreberne uden at portrættere dem med navns nævnelse i mange år, men i de senere år har jeg dog gang på gang vendt tilbage til det norrøne landskab, hvor nordboerne har boet, og specielt til Ameralikfjorden i Nuuk/Godthåb, hvor jeg har identificeret mig med mit kunstneriske landskab. Mine skitser og fotos fra stedet giver til stadighed et uudtømmeligt tilhørsforhold. Det er et grønlandsk landskab, der består af fjeld, øer, is, hav, land, skyer og lys, som rummer enorme kræfter.

Når jeg overfører skitsens flygtige form til maleriets billeddannelse, anvender jeg i olie kun paletknive, fordi mine grønlandske forbilleder har gjort det. De færdige lærreder rummer detaljer, der klumper sig sammen. De skaber associationer på samme måde som på gamle billeder med skjulte figurer, jeg som barn holdt meget af at finde. I mine fjeldstudier har jeg ofte ”fremkaldt” ansigtsformer, som for mig betyder, at fjeldene og dermed naturen bebos af menneskenes sjæl ligesom i de gamle grønlandske myter og sagn, der er fyldt med sære naturfænomener. Undertiden er de mærkelige og meget spændende beretninger.

Ved åbningen af min udstilling på Kolby kirke den 9. april 2000, understregede jeg også naturens overvældende betydning for skaberværket, da naturen var grundlaget for vore forfædres overlevelse. Dengang brugte jeg naturen for at fortolke kraften i den barske men smukke natur i Grønland.

I de sidste 10 år (2003-2013) er jeg gået over til at arbejde med selvopfundne temaer uden at fjerne mig fra mine egne oprindelige kunstneriske værdibegreber. Jeg er blevet en grønlandsk temakunstner. I stedet for at dyrke et bestemt motiv i dybden og forædle det, definerer jeg en simpel retning, og jeg prøver at opbygge en fortælling, en analyse eller en fortolkning ved hjælp af de mest simple midler, jeg har til rådighed: streger, farver, form, tanker og stemninger. Mit sidste temaarbejde gennem de sidste to år handler om nordbolandskabet/det norrøne. Og det er meningen, at jeg vil tage billederne med til Samsø Kunstforening.

Den 24. juli 2001 læste jeg et digt af Rainer Maria Rilke. Digtet var fra ca. 1914 i Thorkild Bjørnvigs oversættelse fra 1995. jeg blev meget berørt af de første 6 linier: